Medie

I don’t dream at night, I dream all day; I dream for a living – Steven Spielberg

Medie er et ambitiøst togrenet linjefag. Hvor du som studerende vil få mulighed for at arbejde seriøst og dybdegående med følgende typer af medier; FILM/TV og FOTOGRAFERING.

Ens niveau er ikke altafgørende, da vi både har plads til nybegynderen og den mere erfarne studerende. Vi forventer dog, at man som studerende på MEDIE er engageret, kreativ samt samarbejdsvillig, idet arbejdet til tider er krævende og hårdt. Det er dog det hele værd, når man står med sit endelige produkt og følelsen af stolthed rammer en.

Så hvis du vil udforske dine kreative færdigheder, indenfor FILM/TV eller fotografering, og har viljen og modet, så kan du roligt blive en del af vores store kreative fællesskab.

FILM/TV

Du brænder for at omsætte og formidle dine mange tusinder af ideer til historier via levende billeder. Du elsker at se, debattere og analysere film/tv produktioner.

I FILM/TV vil du og dine medstuderende i løbet af de første måneder få et bredt kendskab samt forståelse for de mange processer og redskaber, man benytter sig af når man fortæller historier via levende billeder.

Vi vil komme omkring; idéudvikling, manuskriptskrivning, skuespil, fotografering, lyd redigering, produktionsplanlægning osv.

Vi bestræber os på, at så meget af undervisningen er baseret på praktisk undervisning, hvor vi tager udgangspunkt i de studerendes eget materiale. Dog vil der i starten af året være lidt mere normal ”skolegang”, da vi skal have helt styr på det teoretisk, så vi kan lave de fedeste produktioner.

Det vil være muligt at vælge sig ind på forskellige workshops i løbet af året.

Vi har som udgangspunkt tre store produktioner i løbet af skoleåret. en midtvejs-produktion, en selvvalgt produktion og en afgangs-produktion.

FOTOGRAFERING

Fotografi er så meget mere, end at kunne tage skarpe billeder. Det er en helt anden måde at se verden på. På fotolinjen skal vi ikke bare lære at fange øjeblikke med kameraet, men også at skabe dem selv. Vi skal lege med lyset og skabe forskellige visuelle udtryk. Alt sammen med begejstringen som drivkraft.

Undervisningen er baseret på det kreative arbejde med kameraet og med diverse adobe programmer som fx. Photoshop og Lightroom. Den teoretiske del af undervisningen kommer til at foregå med hænder og øjne, for det er nu en gang den bedste måde at lære et kreativt fag på.