Om Svendborg Efterskole

er det noget for dig?

Svendborg Efterskole er for unge, som kan se sig selv i det meste af dette:

  • Jeg vil gerne på en moderne efterskole med mange linjer og typer af unge
  • Jeg vil gerne udvikle mig, prøve mig selv af og blive udfordret fagligt og personligt
  • Jeg vil gerne være sammen med 145 andre unge på et stort fællesskab
  • Jeg vil gerne bidrage til fællesskabet, så alle har det godt og sjovt
  • Jeg vil gerne gå på en skole med engagerede lærer, som kender mig godt
  • Jeg vil gerne bidrage til skolens værdier om mangfoldighed, dialog og medansvar
  • Jeg vil gerne fordybe mig en linje hele året frem for at skifte mange gange
  • Jeg vil gerne deltage i skolens demokrati og lære mere om samfundet
  • Jeg vil gerne øve mig at sige min mening og udtrykke mine holdninger
  • Jeg vil gerne bo på et værelse med eget bad og lille altan
  • Jeg vil gerne bo tæt ved en rigtig by, sandstrand og stor skov
  • Jeg vil gerne på en efterskole med masser af plads ude og inde
  • Jeg vil gerne gå på en efterskole med egen ungdoms- og musikfestival og god energi

Kan du kende dig selv i det meste, så er Svendborg Efterskole et godt bud på din kommende efterskole. Men der er også meget mere at fortælle om et år på SE.

Svendborg Efterskole er en skole, der består af ca. 125 elever, der er fordelt i 9. og 10. klasse samt på otte forskellige linjer under sport, medie eller verdensborger. Det giver et bredt udbud og elever med forskellige interesser. Man vælger ét linjefag for hele året, da vi gerne vil specialisere jer i lige netop det I brænder for, og det kan vi bedst, hvis vi får opbygget en god holdånd og kan arbejde med jeres dygtiggørelse og specialisering gennem et helt år. 

Vi er en skole, der vægter fællesskabet og forståelsen for hinanden højt. Vi er et sted, hvor vi skal kunne dyrke forskellige interesser side om side. Svendborg Efterskole ligger i udkanten af Svendborg, mellem by, hav og skov, hvilket giver muligheder som vi benytter os af både i fritiden og i undervisningen.

På Svendborg Efterskole bliver du en del af et forpligtende fællesskab. Vi møder hinanden i øjenhøjde med respekt for hinanden. Vi forventer at man deltager i alle dele af efterskolelivet.

Kom og besøg os og følg os på ig og fb

Du får det bedste indtryk af Svendborg efterskole, når du besøger os og kan stille en masse spørgsmål. Vi har altid åbent til efterskolens dag og aften, og har også særlige besøgsdage, som kan ses her og på vores facebook.

Hvis ingen datoer passer dig, så skriv eller ring til os, så finder vi ud af hvornår du kan komme og besøge os.

Du får også et godt billede af et år på Svendborg efterskole, hvis du følger vores facebook og Instagram profiler. Her kan du også stille spørgsmål til os og måske også de nuværende elever.

Skolens værdier

Svendborg Efterskole har valgt at være særligt optaget af værdierne; medansvar, dialog og mangfoldighed. Vi er optaget af, hvordan det ikke bare er ord på en hjemmeside, men noget der kan mærkes i hverdagen. På Svendborg Efterskole er vi et ungt, men erfarent og mangfoldigt team, hvilket betyder, at der ikke er så meget “vi plejer” og at vi er åbne over for idéer, tiltag og forslag fra jeres side.

Det er vigtigt for os, at du føler dig hørt, men også at du forstår, at det at blive hørt ikke er det samme som at få ret.

Svendborg Efterskole Logo